Basis for store, sammenhængende naturområder i Danmark
Biodiversitetsrådet har i dette notat sammenstillet analyser fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet med Biodiversitetsrådets eget kort. På baggrund af et samlet kort, konkluderer rådet, at der samlet set er enighed om, hvor biodiversitetsindsatserne i Danmark bør målrettes for at sikre størstedelen af biodiversiteten på land og i de ferske vande. Den nuværende viden kan danne udgangspunkt for en national arealplan for biodiversitet, der fordrer lokal planlægning og implementering i samarbejde med lokale aktører.
Kortet viser hvilke områder, der kan danne basis for at skabe store, sammenhængende naturområder på mindst 500 hektar, og forbedre vilkårene for biodiversiteten på land og i de ferske vande i Danmark. Disse områder udgør 20 % af Danmarks areal. Derudover er er enighed om, at yderligere 10 % kan bidrage til at skabe sammenhængende naturområder på samlet set 30 % af Danmarks areal uden for de store områder.
Flere veje til 30 % beskyttet natur
Analyserne indikerer, at der er flere veje til at nå et mål om 30 % beskyttet natur i Danmark, men Biodiversitetsrådet understreger, at Danmarks biodiversitetsindsats bør målrettes de identificerede store, sammenhængende områder, der repræsentativt og komplementært dækker biodiversiteten.
Notatet fremhæver også, at mindre naturområder uden for de beskyttede områder spiller en rolle i at øge sammenhængen mellem de store naturområder.