Konference om Finansiering af Danmarks Biodiversitetsindsats
Biodiversitetsrådet var den 12. juni vært for en konference om finansiering af Danmarks biodiversitetsindsats i forbindelse med offentliggørelsen rapporten om samme emne. Konferencen samlede eksperter, politikere og repræsentanter fra erhvervslivet for at diskutere strategier for at vende tabet af biodiversitet til fremgang og vurdere de økonomiske omkostninger forbundet hermed.
Signe Normand, forperson i Biodiversitetsrådet understregede behovet for en biodiversitetslov og en helhedsorienteret arealplan, der tager højde for biodiversitet, vandmiljø og klima. Hun fremhævede også nødvendigheden af statsstøtte og garantier til realkreditinstitutter, der investerer i biodiversitetsprojekter:
"En biodiversitetslov vil give os den nødvendige ramme til at skabe en bæredygtig fremtid. Vi skal sikre, at investeringer i biodiversitet bliver attraktive for både private og offentlige aktører."
Seks centrale take-aways fra konferencen:
- Bred enighed om behovet for præcise mål og strategi for biodiversitet fra politisk hold. En biodiversitetslov og en klar finansierings- og implementeringsplan er nødvendig.
- Der er behov for en samlet og koordineret indsats fra både offentlige og private aktører.
- Vigtigheden af at anvende internationalt anerkendte standarder og målemetoder blev understreget.
- Fokus på incitamenter og praktiske løsninger for at fremme biodiversitetsprojekter og investeringer fra den private sektor.
- Der er et ønske om, at private virksomheder bidrager, men ofte hindrer regler og rammevilkår dem i dette. Der er behov for at gøre det nemmere for disse virksomheder at deltage i biodiversitetsindsatsen.
- Fokus på incitamenter og praktiske løsninger for at fremme biodiversitetsprojekter og investeringer.
Konferencen sluttede med en opfordring til politikerne om at handle og udvikle en helhedsorienteret plan, der fokuserer på biodiversitet, klima, trivsel og sundhed. Med klare mål og tværsektorielt samarbejde kan Danmark blive en ledende nation i genopretning og beskyttelse af biodiversitet og kampen mod klimaforandringer.
Del denne nyhed