Pressemeddelse: Grøn Trepart er et skridt i den rigtige retning 

Den nye grønne trepartsaftale er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Nu haster det med at få sat det egentlige arbejde i gang og sikre, det har den nødvendige biodiversitetseffekt.

“Det er positivt, at aftalen inkluderer biodiversitet og mere natur i store, sammenhængende områder, for det har vi stærkt brug for. Biodiversitetsrådet anbefaler, at der lægges en helhedsorienteret strategi for, hvordan arealerne anvendes, der fokuserer på både biodiversitet, vandmiljø og klima, der giver store synergieffekter og gevinster på tværs af disse områder,” siger forperson for Biodiversitetsrådet, Signe Normand. 

“Aftalen er et skridt i den rigtige retning både for vores havmiljø, ferskvand og for biodiversiteten på land. Vi får mere plads til naturen, som er utroligt presset i Danmark. Nu gælder det om at have stort fokus på implementeringen, hvor det er vigtigt, at indsatsen bliver lagt de rigtige steder til gavn for biodiversiteten,” siger Signe Normand. 

Jordfond er den rigtige vej at gå 

De 40 mia. kr., der afsættes til “Danmarks Grønne Arealfond” til opkøb og udtag af landbrugsareal, er den rigtige vej at gå, da der er brug for et statsligt reguleret system, der kan sikre den nødvendige effekt. Dog kan opkøb og udtag af arealer være en langsommelig proces.  

“Det er godt med et nationalt system som en jordfond. Udtag af betydelige landbrugsarealer er et vigtigt skridt i forhold til at reducere kvælstofudledningen til vandmiljøet, hvilket vil sætte gang i genopretningen af de nødlidende fjorde og generelt styrke den marine biodiversitet. Det er dog vigtigt, at en jordfond bliver brugt rigtigt. Udtagningsprocesser kan tage tid, og derfor kan det være nødvendigt med midlertidige, men hurtigt virkende tiltag i form af braklægning af marker eller reducerede gødningsnormer,” siger Karen Timmermann, der er medlem af Biodiversitetsrådet. 

Urørt skov er et vigtigt virkemiddel 

Med aftalen er målet at udlægge 250.000 hektar skov, hvoraf 100.000 hektar skal rejses og udlægges til urørt skov. En urørt skov er en skov uden drift, hvor naturen får lov til at passe sig selv, og det er et er vigtigt virkemiddel til at vende tabet af biodiversitet til fremgang.  

 “Urørt skov er et af de mest omkostningseffektive virkemidler i forhold til at vende tilbagegangen af den skovtilknyttede biodiversitet til fremgang, det har dog en større biodiversitetseffekt hvis urørt skov udlægges i eksisterende skov. Nye rejste skove, der fra start udlægges som urørt skov, vil tage flere hundrede år at få realiseret det fulde biodiversitetspotentiale. Det har derfor større biodiversitetseffekt, hvis vi gør vores eksisterende skove til urørt skov,” uddyber Signe Normand.  

Biodiversitetsrådet står klar til at bidrage yderligere og har grundlaget for at levere en samlet plan for arealanvendelse i Danmark:  

“Det er vigtigt, at biodiversitet indgår i alle grønne initiativer. Biodiversitetsrådet anbefaler, at vi får en dansk biodiversitetslov, der kan sikre kontinuerligt fokus på biodiversiteten i beslutningsprocesserne, og som kan fastsætte mål og rammer for den danske biodiversitetsindsats. Vi står midt i en biodiversitetskrise, og vi har akut behov for beskyttelse og genopretning. Så vi skal i gang med det samme!” slutter Signe Normand.